Reformationen i Randers

Reformationsjubilæet 2017

Reformationen i Randers

Her kan du læse Allan Berg Nielsens tekster fra Randersbiografien

om Reformationstiden i Randers.

Hele Randersbiografien finder du HER

1469 / Voldtægt og magtkamp – lav og høj i byen

af Allan Berg Nielsen

 

Gravsten over Ove Jensen Kaas (døde 1477), international kirkepolitiker gardian ved gråbrødreklosteret i Randers. Tegning af Søren Abildgaard. Nationalmuseet.

Gravstenen af hvid marmor blev fundet af Abildgaard under et besøg i Randers 1769. Den øverste del lå ved Sct. Laurentii Kirke (på det tidspunkt kapel), den nederste i Storegade i brug som trappesten.

Det kan have været under julefesten 1468 på væbneren Claus Steens gård, det skete. Tjenestepigen, den unge kvinde Maren Mortens­datter blev vist nok voldtaget af Erik Sørensen Myrtue fra Mariagereg­nen. Meget tyder imidlertid på, at Erik Myrtue ikke mente, der var tale om vold­tægt, tilsyneladende har der ikke foreligget en egent­lig tilståelse. Men Maren Mortensdatter må have kunnet overbe­vise i første omgang sin husbond, Claus Steen om, at det var sådan, det forholdt sig. For han bragte sagen for retten. Og det er derfor vi kender den. Retsproto­kollatet er gemt, og det er trykt under overskriften “En dom over den, som beligger kvinde eller mø i nogens tjeneste.”[8] Senere har tjenestepigen også overbevist retten. Erik Søren­sen blev dømt.

 

Men det var ikke Maren Mortensdatter, som vandt. Hun blev ikke opfattet som den forurettede part. Det blev Claus Steen der­imod. For hun var i hans tjeneste, og han optrådte som anklager på egne vegne. Han påstod, der var tale om tyveri af hans ejendom, og deri fik han dommerens medhold.

 

Det var Århusbiskoppen, Jens, som sammen med fire riddere, tretten væbnere (adelsmænd) og tolv bønder dømte i sagen. Den slags hørte under kirkeretten. Og det foregik så i Randers den 7. marts 1469. Efter tiltalen var fremsat, og forsvaret for Erik Sørensen var ført, blev der fra begge sider fremlagt skrift­ligt og mundtligt bevismateriale.

 

Derefter faldt dommen: ”…at hvilkensomhelst mand eller svend, som lokker eller beligger nogen mands eller kvindes mø eller kvinde, som har lås og lukke og magt over deres gods, hvad enten det er lidt eller meget, og det bevises hvad han har gjort, er de begge i én mands brød, da er det forræderi og tyveri. Er manden eller svenden, som er den som gør sådan, ikke i det brød, som hun er, da er det tyveri, hvor sådant sker.” Sørensen Myrtue blev altså dømt som tyv. Havde han været i Steens tjeneste var han tillige blevet dømt som forræder. Der står naturligvis ingenting om Maren Mortensdatters skæbne. Den gætter man sig til.

 

Den velkendte og fornemme Ove Jensen Kaas levede også i Randers på den tid. Han var forstander på gråbrødreklosteret, som jo lå der, hvor vi i dag har Slotscentret. Og han har nok ikke været så optaget af retssagen mod Erik Myrtue. Han var international kirkepolitiker og travlt beskæftiget med at forhindre en fundamentalistisk fløj i franciskanerordenen i at overtage magten i ordenen. Selv tilhørte han en liberal fløj, som i tidens løb havde vænnet sig til at leve som herremænd på klostrene. De så helt bort fra ordensstifteren, Frans af Assisis strenge regler om påklædning, mad, ejendomsbesiddelse og klosterbygningernes indretning.

 

Men han har alligevel hørt historien om den ulykkelige Maren Mortensdatter. Det har været om aftenen den dag. For hans stedbror, Anders Munk fra Brusgård havde været en af dommerne. Han har naturligvis boet på klosteret til næste dag. Og han har siddet i gardianens bogfyldte, oplyste og varme rum om aftenen og snakket med denne, hans lærde, berømte og magtfulde stedbror.

 

Ove Jensen Kaas var altså franciskanermunk og havde været det længe. Siden ungdommen og studieårene vel. I 1456 er han i hvert fald nævnt som præst ved domkirken i Ribe, kan man notere i kilderne. Senere blev han valgt af munkene ved gråbrødreklosteret i Randers som gardian. Sådan titulerede de deres klosterforstandere.

 

Ove Jensen tilhørte den gamle adelsslægt Kaaserne og må være født på deres gård i Gravlev ved Rebild engang omkring 1400 som søn af Lange Jens Ovesen og Gertrud Svendsdatter Udsen. Moderen blev efter faderens død gift med Niels Munk på Brus­gaard ved Randers. Ove Jensen Kaas har således været stedsøn på Brusgaard, og han har således haft tilknytning til den by, hvor han skulle få sit blivende embede.

 

På franciskanerordenens provinsialkapitel i Roskilde 1468, hvor der deltog repræsentanter fra alle grå­brødreklostre i franciskanerprovinsen Dacia, dvs. Danmark, Norge og Sverige, blev han valgt som provinsialminister, overhoved for provin­sen. Det var en meget høj post inden for ordenen. Den gav adgang til og indflydelse på ordenens øverste ledelse og til pavens inderkreds i Rom.

 

I det store slagsmål i franciskanerorden mellem yder­ligtgående og moderate støttede Ove Jensen Kaas altså de sidste, og klostret i Randers må i årene lige efter valget have været hovedkvarter for den fraktion. Berømte kirkeledere fra mange lande har ofte været i byen, og man må have noteret dette internationale liv i byens gader, på markedet, ved messerne. Randers var nogle få år sat på Europakortet.

 

Ove Jensen Kaas døde 1477 og blev begravet i klosterkirken under en smuk gravsten i gulvet med et legemsstort portræt i lavt relief og en inskription: I denne sarkofag (grav) hviler velærværdige fader og ædle mand, broder Ove Jensen, forhenværende tjenende fader over provinsen Dacia, som i nådesåret (1477) (døde) fire søndage efter den ubesmittede jomfrus fødsel (5. oktober)… Gud ydmygt anbefalet

1505 / Relikvie

af Allan Berg Nielsen

 

Børnene i Bethlehem blev ikke martyrer. De vidste ikke, hvorfor de skulle slås ihjel, så de døde ikke for deres tro. De døde i stedet for Jesus, som var den, Herodes ville likvidere ved massakren. De var uskyldige disse omkring 15 drenge mellem 0 og 2 år. De døde uden at forstå hvorfor, men æredes senere i kirken, som var de døde for deres tro, som var de helgener. Godt to årtier i begyndelsen af 1500 – tallet blev de også mindet regelmæssigt her i byen. Silkepakken med lidt af deres knogler blev taget frem af helgengraven i alteret i den nyop­førte Sct. Mortens kirke og vel båret i procession. Måske hvert år den 22. septem­ber, som var dagen for fejringen af Mauritius og den thebanske legion. En smule af disse legio­nærers knogler lå nemlig også i helgengraven, i den samme lille pakke. Børne­nes og legionærernes legender var på den måde her i byen vævet sammen.

 

“Giv Gud, hvad Guds er, og kejseren hvad kejserens er”, havde de romerske soldater i legionen fra Theben råbt, og de mente ikke, kejseren havde krav på tilbedelse. Det var Guds privile­gium. Og så måtte de straffes for opsætsighed. Det var i året 287, under kejser Constantius Chlorus Maximian. Legionen fra Theben i Ægypten bestod udelukkende af kristne, 6666 mand under Mauritius’ kommando. Den var blevet udkommanderet, først til Rom, senere til tjeneste nord for Alperne. I St. Maurice, dengang det romerske Agaunum, i den øvre Rhonedal ved Gen­fersøen mødte de romermagtens krav om dette ydre tegn på loyalitet. De skulle blot brænde lidt røgelse for kejseren og for de romerske guder. Men det nægtede de. Nogle legender mener, de også havde nægtet at forfølge kristne i området. Straffen blev decimering, hver tiende mand blev taget ud og hugget ned. Men de tilba­geblevne gav ikke efter, og decimerin­gen fortsatte, fortæller legenden, til alle var dræbt. Kun ganske enkelte undslap. Mauritius og den thebanske legions dødsdag var den 22. september, og den dag mindedes de følgelig i kirker­ne.

 

Senere, i middelalderen, fandt man massegraven i St. Maurice d’Augaune, og legionærernes knogler spredtes som relikvier til europæiske kirker. En meget lille del altså til Randers. I de år, byen uden at vide det var på vej ud af middelalderen, fik den anbragt det mest middelalderlige, man vel kan forestille sig i hjertet af sit hjerte i dette sidst byggede middelalderlige alterbord i den sidst opførte middelalderkirke.

 

Vi vidste, at de var i alteret et eller andet sted, disse silkeposer med knoglerester. Sct. Mortens Kirkes, helligånds­brødrenes relikvier. Men hvor? Det havde Kjeld Olsen ikke fortalt i sine artikler fra den­gang, de sidst havde dem fremme, i 1948. Det var omfattende restaure­ringsarbejder, som dengang havde givet anledning til fundet, idet alteret som et led heri skulle flyttes noget frem i koret. Denne gang, i 1994, var anledningen kirkens 500 års jubilæum og et ønske om at udstille relikvierne på museet.

 

Vi, der skulle tage dem ud, havde to ideer. Kirkens arki­tekt og jeg mente, at de usenti­men­tale og prakti­ske folk, som stod bag restaurerings­arbejdet, det var arkitekt Packness og Povl von Spreckelsen fra menig­heds­rådet, som jo også var lokalhistori­ker, bestemt måtte have gjort det let for os. De ville se sådan på det, at det skulle være helt enkelt for kommende inter­esserede at tage relikvier­ne frem. De ville være anbragt bag et træpanel, som blot skulle skrues af. Formodent­lig det træpanel, som de var blevet anbragt bag, da de fra det oprinde­lige alter over­førtes til dette i 1765. Men hvad var det for et af pane­lerne? Det stod der intet sted noget om. Arkitekt Marxen og jeg ledte oppe og nede. For og bag. Men fandt ikke noget ind­lysende sted. Tøm­rermester Niels Erik Nielsen, som skulle forestå arbejdet med at tage relikvi­erne ud, og sogne­præsten Bent Martinsen var af en anden op­fattelse. Naturlig­vis lå de hellige ben på det sted, sådan noget skal ligge. Som i middel­alderen, lige midt i alterbordet under bordpladen.

 

Vi valgte så at følge den sidste idé, og tømreren løsnede bordpladen, som er af træ. Den blev fjernet, og da vi kiggede ned i hul­rummet, var vi ikke længere i tvivl. Med en tøm­rerblyant var i kalken på oversiden af en muret kasse skrevet ‘kig her’. Og det gjorde vi så. Tømreren brød murstenskassen op, fjernede de øverste skifter og fremdrog en tilloddet æske af bly, en cigarkasse stor. Den blev skåret op. Indeni var en pakke af tykt pergamentpapir ombundet med sejlgarn. Vi pakkede op og så, at vi nu måtte opgive at gå videre. Indeni var den groft udførte trææske, som borgmester Søren Simonsen tilsynela­dende i hast fik lavet til den lille relikviepakke, da han fandt den under arbejdet med at nedbryde det murede alterbord fra 1500, så der kunne blive plads til hans nye alter, kirkens nuværen­de.

Foto:

Roberto Fortuna, Nationalmuseet. Relikviepakken med pergamentetiketten: relikvie sanctorum decemmilm militu m m et sanctorum innocentium pueorum / relikvie af de hellige martyrer, de 10000 soldater og af de hellige, uskyldige børn.

 

 

Det drejer sig om et relikviegemme, som består af to silkeposer inden i hinanden. Den ene finere og tyndere end den anden. Heri ligger så knoglestykkerne angiveligt fra den thebanske legion, som samlet led martyrdøden i Schweitz år 287. Desuden på samme måde angiveligt (men naturligvis endnu mere usandsynligt) knog­lestykker af de børn, som kong Herodes omtrent tre hundrede år tidligere lod dræbe for på den måde at uskadeliggøre Josefs og Marias søn. Et lille vedhæftet perga­mentstykke angiver hvilke relikvier, der er tale om, de uskyldige børn og de mange soldater.

 

Sct. Mortens Kirkes relikvier er nu på plads i alteret igen. Lagt ned i trææsken, pakket i papir sammen med en redegørelse, som Søren Simonsens havde skrevet til eftertiden og lagt ved i 1765, og anbragt i blyæsken, som igen er loddet til. Det hele er så 1995 efter at have været fremme og udstillet på museet muret ind præcist, som vi fandt det inden i alterbordet.

 

Det var i 1505, i december, sandsynligvis under julemes­sen, Sct Mortens Kirkes relikvier efter de kirkelige regler og efter skik og brug første gang lagdes på plads. Men hvad skulle de to poser med minimale rester af knogler i kirkens højalter­bord i helgengraven, sepulcrum under den lille smukt polerede dæksten, tabula nok et stykke af en fremmed bjerg­art? Var relikvier­ne lige så eksotiske for brødrene i 1500 – tallets Randers, eller var de meget nærværende? Tænkte de alvorlige mænd i koret på gråden i Betlehem, når de fjernede tabula over den lille fordybning i det murede alterbord og i andagt be­tragtede silkeposen med det, de havde købt som ben af de uskyldige børn. Og tænkte de på de modige unge legionærer fra den fremmede by Theben, som efter deres nej til ordren at dyrke kejseren som gud og et endnu vigtigere nej til ordren om at gentage massakren i Betlehem ved at dræbe voksne kristne og flere uskyldige små i St. Maurice selv måtte dø for kollegernes sværd ved den stadigt gentagne decimering? Tænkte de på råbene, skrigene? Mon ikke – og for os i dag er det ikke svært at forestille sig disse massemord, disse hastigt tilkastede grave med voldsomme forbundne følelser. Bare tredive år senere nåede borger­krigen byen, og den slags beretninger blev smerteligt nærværen­de nutid: Betlehem år 4 f. Kr., St. Maurice 287 e. Kr., Aalborg 1534. Som de er det i vor tid: Oradour-sur-Glane 1944, My Lai 1968, Sabra og Shatila 1982, Srebrenica 1995. Man ved en uendelig række landsbynavne: Kosovo april 1999. Uskyl­dige og samvittighedsfulde ofre har der været til mange tider. Eftertankens objekt er stadigvæk midt i vores by. Måske det fineste middelalderen har efterladt os.

 

Litteratur

Guiseppe Ricciotti: Jesu Kristi Levned. København 1945, side 189 og 311 - 313.

Tue Gad: Helgener. København 1971, side 6, 17 og 205.

Niels-Knud Liebgott: Hellige mænd og kvinder. Højbjerg 1981, side 102 og 105.

Kjeld Olsen i Randers Amtsavis 22.10.1948 og i Historisk Aarbog Fra Randers Amt 1954, side 52 - 57.

J. Lindbæk og G. Stemann: De Danske Helligåndsklostre, København 1906, side 131 og side 211, note 422

Acta pontificum Danica nr. 4014, 1. december 1505. Oversættelsen af teksten på pergamentetiketten er her efter Kjeld Olsen 1952, men let moderniseret.

Sagsmappe i museet i Randers: KHM j. nr. 0828.

Allan Berg Nielsen: Uskyldige børn og samvittighedsfulde soldater – relikvierne i Sct. Mortens Kirkes alter, 1995. Den samme tekst i udvidet version trykt i Årbog 1995, Kulturhistorisk Museum, Randers. Med overskriften 1505 / Massakre og relikvie – ekstrem vold og stilfærdig nænsomhed er den et afsnit i Allan Berg Nielsen: Randersbiografi, 2005 og på hjemmesiden https://randersbiografien.wordpress.com/randersbiografi-1-2/

 

1526 / BEGYNDELSEN TIL SLUTNINGEN

Ove Bille

af Allan Berg Nielsen

 

De store samfundsomvæltninger i slutningen af middelalderen kunne mærkes meget tidligt i Randers. Det var politiske be­givenheder, som førte til reformation og ortodoksi. Det var en voldsom borgerkrig, som førte til ade­lens sejr over bønder og revolu­tionære købmænd. Og det var et personpræget magtspil, som førte til Christian 3.’s og den lutherske del af adels­parti­ets stats­kup mod det katolske partis mænd, biskopperne i det gamle rigsråd.

 

Imidlertid var det var en intellektuel og en teologisk diskus­sion, som varslede begivenhederne. Humanismens ideer og især Martin Luthers nye tanker om teologien havde bredt sig til Danmark, og en lang række prædi­kanter arbejdede på at udbrede kendskabet til dem. Det var naturligvis omvæltende i et samfund, som i så høj grad som det senmiddelalderlige hvilede på religi­øse opfattelser.

 

Til langt op mod århundredskiftet havde det været virkelige personligheder, lærde af internationalt format, som stod i spidsen for kirken i Randers. Det var folk som gardianen i franciskanerklosteret, Jens Mogensen, som på de nordiske franciskaneres årsmøde i 1493, det var det år i Randers, det foregik, blev valgt til provincialminister, den samme indflydelsesrige stilling som forgængeren Ove Jensen Kaas havde haft. Han støttede den samme liberale fløj i ordenen, folk som havde et nært forhold til den verdslige adel, og som havde den samme lyst til magt koncentreret i store ejendomsbesiddelser både privat og på deres klostres vegne. Og de havde også lyst til det liv i luksus, som jordejerklassen levede. Randersklosteret havde hele tiden tilhørt de liberale.

 

Århundredet igennem var den linje imidlertid i stigende grad blevet bekæmpet af en fundamentalistisk fløj af franciskanerordenen. De ville indføre Frans’ oprindelige totale afsavn: ingen kødspiser, kun nødtørftig klædedragt, ingen ejendomsbesiddelse. Blandt andre blev ordenens klostre i Odense og Svendborg overtaget af fundamentalisterne og reformeret i 70’erne.

 

Først i 1503 nåede reformen Randers Gråbrødrekloster, idet en ny gardian, Anders Glob, som var hovedkraft hos fundamentalisterne, den 10. juli det år introducerede de nye skrappe regler der. To af byens borgere, Jens Prong og borgmester Rasmus Pedersen, blev udpeget til prokuratorer for klosteret. De gik straks i gang med at bortsælge al fast ejendom. Og man må tro, at det indre liv i klosteret blev ændret tilsvarende radikalt. Der har været gang i den i det kloster. På en måde en reformation, som på flere måder foregreb den senere kritik fra de lutherske prædikanter.

 

En anden international personlighed i byen var lederen af rivalinstitutionen, Helligåndsklosteret. Det var Jens Mathiesen, den mand, som trods byggestop ved personlige besøg hos paven som sendebud for den danske konge satte sit storstilede klosterbyggeri i gang, Det nuværende Helligåndshus og Sct. Mortens Kirke, koret og skibe og den korte korsarm mod syd, altså klosterets østfløj og sydfløj blev færdige i hans tid, men så gik byggeriet i stå under hans efterfølgere. En overdådig altertavle fik han dog opsat, igen naturligvis med pavens tilladelse. Den blev fremstillet i Lübeck, og den kunne indvies ved den store kirkefest i 1500.

 

Der har været noget at bygge på for det katolske parti i Randers, da det skulle gå løs en lille generation senere. Men det smuldrede alligevel for partiet, ser det ud til. Hurtigt. Og der var også andre i byen, som kunne tænke, tale og skrive. Byens ledende købmænd havde en intellektuel side. Og det var altså de nye ideer, de lutherske, som de var optaget af. I løbet af 1520’erne blev fronterne i byen trukket op.

 

På samme måde som i en række andre byer havde dette mere og mere selvbevidste bor­gerskab i Randers nemlig i dets frihedstrang følt det som en konse­kvens at tage de lutherske prædikanter til sig. En af dem hed Simon Skåning. Om ham ved vi, at han var i Ran­ders at prædike første gang i 1526.

 

Den erfarne biskop i Århus, Ove Bille, som nu var det katolske partis ledende kraft, skrev i den anledning til bystyret i Randers og advarede mod Skånings og mod de andre lut­her­ske prædi­kanters virksomhed. Han argumenterede formelt med et løfte i kongen, Fre­derik 1’s håndfæstning. Heri for­pligtede kongen sig til at bekæmpe prædikanterne.

 

Nu var det ved det, at det var Bille selv, der i sin tid havde for­muleret den tekst, så mere reelt forekommer det i dag, når han videre argumenterer med, at der uden al tvivl har været mange tusinde lærde mænd inden for kristen­dommen de 1500 år, den har eksisteret. Mænd, hvis arbejds­resultater, prædikanter­ne ikke sådan uden videre – og i hvert fald ikke uden at kende dem – kunne se bort fra eller ligefrem forkaste.

 

Bille var klar over, at kirkens magtposi­tion var i fare. Måske så han også, at selve lærdommen, den katolske dannelse, var under destruktion. Først åndeligt og senere voldeligt.

 

Og så skete det igen! Det samme år, 1526. Ild i byen, den store ulykke i den tæt­pakkede bebyggelse. Et enkelt dokument fra det følgende år vidner om begivenheden, idet det her nævnes, at en Anders Olufsen bor i et bestemt hus, som tilhører Helligåndsklostret. Han har været genhuset her ’siden byen brændte’.

 

Det er sikkert, at mange har været i Olufsens families situa­tion. Men det er også klart, at når man skrev, at byen bræn­d­­te, så betyder det noget i retning af, at store dele af byen blev ødelagt, ikke alt i byen. Denne gang har der jo i hvert fald været huset, som dokumentet om­taler, ladt tilbage og formo­dent­lig mange flere med det. Hver gang er der huse, som er blevet reddet. Men ulykken i 1526 var så om­fattende, at den skabte et fast udtryk, en stående vending. Det hed ’da byen brændte’. Og sådan hed det, til næste gang ulykken skete. Der skulle bare gå fire år.

 

I 1528 dukker en kvindelig købmand op i Randerskilderne. Hun hedder Anne Jacobs. Hun var i konflikt med Helligåndsklo­steret, fordi de messer, som hendes familie havde købt og betalt med jordejendom, ikke blev læst, som de skulle. Søndag, den 14.juni og igen mandag morgen og aften samt tirsdag til middag havde hun haft borgmester Niels Hammer og en borger mere i Sct. Mortens kirke for at kontrollere. Borgmester Hammer var personligt dybt optaget af teolo­giske spørgsmål og den ny tids tanker. Og man fornemmer, at denne indsigt og optagethed faktisk prægede byens ledende personer.

 

De to teologisk interesserede rådsherrer var altså inde i helligåndsbrødrenes dengang meget nye kirke nogle gange disse sommerdage i 1528. På de bestemte tidspunkter skulle Anne Jacobs familie­mes­ser efter aftalen læses. Men de to mænd måtte konsta­tere, at intet skete. Til­syneladende var der ikke sat ressour­cer af til det arbejde.

 

Det har været pinligt for klosteret, for det var en prøvesag af stor betydning. Og aktio­nen må have været nøje tilrettelagt af Hammer og Anne Jacobs. For de havde berettiget formodning om, at så galt var det fat med adskillige af de utallige messer, klo­steret havde forpligtet sig på mod jorde­jendom, hvis afkast var økonomisk grundlag for institu­tionens virksom­hed. Kunne det bevises, at forpligtelserne ikke over­holdtes, kunne meget jord komme tilbage til familierne. En retssag mod klosteret blev forberedt.

 

Angrebene på klostrene i byen havde således ikke kun åndelig, religiøs baggrund. Der var godt nok en religiøs side af sagen. Men mulig­hed for ekstra jord kunne undertiden forene købmand og herre­mand skulle det vise sig. Og dermed var politiske manøv­rer inde i billedet og med dem hurtigt de militære løs­ninger. Borgerkrigen truede. Med komplicerede fronter ofte på tværs af religiøse og klassemæssige skel.

 

 

Mads Langs gravsten i Århus Domkirke

1529 / Reformationen i Randers

af Allan Berg Nielsen

 

Det var ikke bare en religiøs strid. Det var også en kamp om jord. Og selv om det ellers ikke var jord, han manglede, ’kongen af Jylland’ som Christian 2.s rådgiver, Sigbrit Villoms kaldte ham, så ville Mogens Gøye gerne have mere, især i byerne. Gøye var blandt meget andet herre på Claus­holm. Han ejede også en del andre store gårde på Ran­der­seg­nen. Desuden havde han været leder i Christian 2.’s regering, var nu i slutningen af 1520’erne Frederik 1.’s regeringsleder. Rigshovmester var titlen. Og han var fuldt og helt på det lutherske partis side.

 

Han havde i overensstemmelse hermed lutheraneren Mads Lang ansat som hu­spræst. Mads Lang var blandt tidens skrappeste prædikanter, må man regne med, om det vidner hans senere karriere. Han skulle komme til at reformere Randers og blive den første lutherske ’biskop’, superintendent hed det dengang, i Århus.

 

Om hans tidlige år ved man næsten ingenting. Han skal være født i Vestjylland, på Ulfborgkanten, og da det vides, at han var skoleleder, vist nok rektor i Slagelse før han kom til Randersegnen, kan man nok regne med, at han havde den almindelige kirkelige uddannelse på den tid, men uden at være præsteviet. Han var blandt dem, Hans Tavsen introducerede til den evangeliske præstegerning.

 

Gøye var ude efter byklostrene og deres ejendom overalt i riget. I Randers var formålet for ham mindst dobbelt. Og han havde allierede i den sag. Byens gråbrødrekloster var ikke populært blandt køb­mændene. Selv om det efter en intern reformation formelt havde afhændet sine ejendomme, fyldte det store bygningskompleks godt op i byen. Hele den nuværende karré mellem Østervold og Brødregade, Slotsgade og Burchesgade. Det har i sig selv været provokerende. Og klosterkirken i nordfløjen var reserveret de katolske messer, som var mål for den teologiske kritik.

 

Byens ledende kræfter, mest købmændene var lutherske, og de ville høre de nye prædikanter. Så hvis Gøye kunne sikre sig klosteret, kunne han ladebyen få kirken som sognekirke. Og her kunne Mads Lang så få et rum at prædike i. Sådan har planen set ud.

 

Munkene fortæller selv, hvordan det gik til. I den samtidige beretning om gråbrødrenes for­drivelse fra deres klostre i Danmark, som franciskaneren Jacob Jensen fra klosteret i Næstved redigerede, er der bevaret et helt replik­skifte fra begivenheden.

 

Det var en søndag aften sent på året 1529, at kongens foged i Randers, Niels Ferslev mødte op ved klosteret sammen med borgmester Hammer og Gøyes mænd samt nogle folk fra byen. Fogeden fremviste et brev fra kongen, som overlod klo­steret til rigshovmesteren.

 

De kom til porten, og broder Clemens, som sad vagt denne aften, havde klosterforstanderens ordre om ikke at lukke disse mennesker ind. Det vidste imidlertid broder Henning, som beretningen kalder forræder. Og mens Clemens var væk et øjeblik for at hente for­stander Jens Justesen til talegitteret, lukkede Henning fjen­der­ne ind. De ubudne gæster mødte Justesen og Clemens i klo­sterom­gangen, og fogeden fremviste atter brevet.

 

Jens Justesen sagde så: ”Vi vil ikke, aldeles ikke, forlade vort kloster på grund af det der brev.”

 

Byfogeden vendte vredt om, og det så ud, som han og de andre ville gå igen, da Henning greb ind og sagde til ham: ”Du må ikke gå nu. Gør du det, vil det vare mindst et år, før du kan få klosteret.” Byfoged Ferslev sagde så til Justesen: ”Jeg vil blive hos jer i dag og sætte min gryde over ilden sammen med jeres gryde.” Derefter slog han sig ned sammen med de andre, og denne husbe­sættelse førte i løbet af få dage til, at franciskaner­munkene måtte forlade huset og byen for altid.

 

Den 30. maj det følgende år begyndte Mads Lang som præst ved gråbrødreklosterets kirke, som Mogens Gøye nu havde overladt til byen som almindelig sognekirke. Lang prædikede de nye tan­ker, han uddelte både brød og vin til menigheden, og han havde ganske givet succesfulde dage.

 

Sådan havde den meget mere kendte reformator i Viborg, Hans Tavsen også de samme uger fået et præsteembede og en prædikestol ved franciskanernes kirke i Viborg.

 

Året efter brændte så byen. Alle huse bortset fra kirker, klostre og andre grundmurede bygninger blev flammernes bytte, hævder kilderne. Det er næsten ufatteligt, at man i byens ledelse få måneder senere kunne koncentrere sig om at diskutere teolo­gi med den berømte Povl Helge­sen. Men det kunne man. Det er et faktum, at man vil have ham til Randers for at diskutere med Mads Lang.

 

Helgesen var i Århus på den tid, så det skulle jo nok kunne lade sig gøre, men han turde tilsyneladende ikke. Han frygtede simpelthen for sit liv i Randers. Formelt begrundede han sit afbud med, at den dommer i diskussionen, randrusianerne foreslog, deres egen borgmester Niels Hammer, vel nok burde erstattes af Århusbiskoppen, og diskussionen burde foregå i bispens by. Men Randersborgerne tog ikke til Århus, og Poul Helgesen sendte så i stedet et brev med en lang og grundig og skarp kritik af forholdene i Randers.

 

Det var fem år efter den første skriftlige advarsel til Randers. Århusbiskoppens milde og bekymrede brev. Denne gang var det en læn­gere, grundigere og meget skarpere tekst, som kom til byen. I den stod der for eksempel:

 

I året 1530 lod byen Randers sig forføre og omvende fra den almindelige kristne tro, viden, enighed og fra det kristne samfund, hvis gerninger, byen havde været med til at øve i nogle hundrede år, til gamle, fordømte kætterier og talrige ukristne handlinger. Til det formål brugte denne by to ulærde mænd og forsorne skalke. Den ene var en bortløben gråmunk, broder Niels, den anden en selvgjort præst…

 

Sådan skrev Povl Helgesen i følgebrevet, som var til alle kristne mænd og kvinder, som bygger og bor i Randers…’ Det var den 18. april 1531. Forfatteren ville i aller­sidste øjeblik advare byen mod lutheranernes forandrin­ger.

 

Povl Helgesens brev var både et nej til indbydelsen og en protest mod Randers’ byråds planer om at forbyde al katolsk guds­tjene­ste i byen. De ville fra nu af kun have luthersk gudstje­ne­ste. Det var den katolske messe, Helgesen ville for­svare, specielt offerhand­lingen, hvor brødet og vinen forvandles til Jesu legeme og blod. Det var netop et af hoved­punkterne i den diskussion, Martin Luther havde rejst. Mange af reformatorerne nægtede simpelt­hen, at der var tale om en forvandling. Den katolske kirke holdt derimod fast ved tanken om, at det var en forvandling som forudsætning for messeofferet.

 

Med brevet til Randers fulgte som argumentation en dansk over­sæt­telse af den latinske tekst til dette afsnit af messen. Den havde Povl Helgesen lavet, og han havde endvidere skrevet en ud­førlig kommen­tar der­til. Men det var spildte ord på randersborgerne. Byen var på det tidspunkt allerede tabt for katolikkerne. Ledet af byens råd og borgmester Hammer var reformationens mange ændringer af dagliglivet allerede under fuld udvikling. Og Helgesen havde ret i, at arbejdet udførtes af Mads Lang og broder Niels, en franciskanermunk, som var stukket af fra sit kloster. Man regner med, han er den Niels Christensen, som findes blandt en gruppe lutherske prædikanter på en bevaret deltagerliste fra et stort møde i København 1530. Han var, ligesom Mads Lang havde været, ansat som huspræst hos rigshov­mester Mogens Gøye. Og nu altså derfra udlånt til reformationen i Randers.

 

Byens reaktion på Helgesens omhyggelige skriftlige indlæg i debatten var stærk: på byrådets ordre naglede bødlen manuskriptet til kagen, den pæl på torvet, hvor de offentlige piskninger ellers fore­gik.

 

1534 / Skipper Clement

af Allan Berg Nielsen

 

KATALOG

Skipper Clements sværd. Tohåndssværd fra begyndelsen af 1500-tallet tildannet af klingen fra et ældre tveægget slagsværd og en gammel parerbøjle, der med pånittede jernbogstaver er mærket MARIA. Det skal have tilhørt Skipper Clement. Intet taler derimod. Museet i Randers, udstillet.

 

Kirsten Nijkamp, foto (1994): Skipper Clements sværd

I Randers gik man i årene, som vi kalder middelalderens sidste, fra den ene voldsomme begivenhed til den næste. Mest dramatisk var belejringen under borgerkrigen i 1534. Niels Sværdfeger i Houmeden havde i sidste øjeblik, en oktoberdag det år leveret mere end 100 gode sværd og spyd til byens forsvar. Det var byens råd, som tvunget af omstændighederne havde bestilt dem. En nordjysk bondehær kommanderet af Skipper Clement fra Christian 2.’s katolske parti var allerede på vej mod byen nordfra. De forfulgte resterne af den adelshær, de kort forinden, den 16. oktober havde slået ved Svenstrup syd for Aalborg. De slagne tropper havde søgt ly og oprettet ny for­svarsstilling bag Randers’ volde og grave.

 

Det protestantiske adelspartis ledere, Mogens Gøye, Erik Banner og Ove Lunge, alle medlemmmer af rigsrådet, be­sluttede nu at prøve at standse bondehæren ved Gudenåen. Her måtte den nødvendigvis søge mod Ran­ders. Der var den eneste overgangs­mulig­hed. Byen var, som altid havde været, en strategisk nøglestilling.

 

I tæt samarbejde med Gøye, som jo sad på Clausholm og havde store interesser i byen, havde Randersborgerskabet tidligt nu gjort op med katolikkerne. Gråbrødrekloster var taget i 1529, og lutheranernes Mads Lang prædi­kede nu i klosterets kirke. Samme år havde man fået kongens tilladelse til at nedbryde Sct. Peders Kirke, det sidste tilbage af det længst nedlagte nonnekloster, og Sct. Laurentii Kirke uden for Nørreport. Menighederne hen­vistes til Sct. Mortens Kirke, hvor prædikanten var den frafaldne prior Jens fra Helligåndsklosteret. Han var gået over til lutheranerne og havde i øvrigt så kunnet gifte sig. I Sct. Clemens Kirke ved Sønderport prædikede vist nok Henning Baltersen. Han var den franciskanermunk, som havde lukket fjenden ind i klosteret i 1529. Fra 1532 var katolikkerne hjemløse i byen.

 

I april 1533 var kongen, Frederik 2. død, og de mest radikale blandt Randerskøbmændene har vel kritisk kommenteret den kendsgerning, at rigsrådet tøvede længe med kongevalget. Stærke kræfter i rådet forsøgte faktisk at lede landet som en adelsrepublik. En del i Randers har bestemt villet have den borgervenlige Christian 2. tilbage, andre har påpeget, at når adelen sådan kunne frigøre sig, kunne borgerskabet i byerne det også. De har henvist til Lübeck. Der havde de med Jürgen Wullenweber i spidsen etableret et selvstændigt, et republikansk bystyre. Man fulgte begivenhederne så godt man kunne i den lille by.

 

Adelspartiet udpegede omsider sommeren 1534 Frederik 1.’s 32-årige søn, hertugen af Gottorp, Christi­an som deres kongekandidat, men det var ikke noget stort og stabilt flertal, som stod bag den udvælgelse. I mere end et år havde Danmark været uden konge.

 

Det tvang det stadigt mere selvbevidste borgerskab i først og fremmest København og Malmø ind i en alliance med hanseforbun­dets ledende by, Lübeck. Adskillige andre byer især på Fyn sluttede sig til, og i Nordjylland havde bønderne altså rejst sig mod herremændene, som de hadede over én kam. Tropper fra Lübeck sikrede sig Sjælland og Fyn, og det var i den situation, at den hårdt pressede adel havde henvendt sig til Hertug Christian, som havde travlt med at forsvare sine holstenske besiddelser imod de indtrængende lübeckere. Det var en delegation på fem danske rigsråder, Mogens Gøye, Johan Friis, Stygge Krumpen, Oluf Munk og Ove Lunge, som på adelspartiets vegne opsøgte Christian i hans feltlejr i Preetz den 17. juli og aftalte med ham, at han skulle være Danmarks konge.

 

Men først måtte der kæmpes militært om magten. Og i begyndelsen så det sort ud for adelspartiet, hen på sommeren kontrollerede det reelt kun det sydlige Jylland, og den vigtige politiske kraft, Johan Friis var fange hos den lübske hær.

 

Sensommeren 1534 hørte man så i Randers med forfærdelse (enkelte med tilfredshed?) om de nørrejyske bønders oprør, om nådesløse erobringer og nedbrændinger af herregård efter herregård, og den 29. oktober kom der brev til byens råd fra Mogens Gøye, som med sine tropper var i Århus. Han meddelte, at han ville sende krigsfolk til Randers, og at de to rigsråder Ove Lunge fra Tirsbæk og Peter Ebbesen Galt fra Tyrrestrup og Palsgaard ville komme og lede byens forsvar. Befæstningen skulle udbygges, våben skulle skaffes frem, vrangvillige skulle tvinges og mismodige opildnes, så Clement og hans katolske bønders stormløb sydpå kunne standses ved Gudenåen. Landet syd for åen ville Gøye og hans folk selv sikre, så skipperen kunne vente forgæves på en bonderejsning der.

 

Og nu vendte situationen. Lübeck, som havde været inde­sluttet af Christians tropper, gav op og sluttede fred den 18. oktober. Det var to dage efter adelshærens nederlag ved Sven­strup og dens tilbagetog til Randers.

 

Lunge og Ebbesen Galt trak store forstærk­ninger ind i byen sydfra, og de fik sat dens for­svarsværker i kampklar stand. Men inden det kom dertil, havde skipper Clements folk begået den ene massakre efter den anden og derefter sat ild til gårde og huse, især omkring Sct. Lauren­tii Kirke lige nord for volden og graven og på Flintebjerget, som Skovbakken hed dengang. Her slog angriberne sig ned og indledte en belejring af byen.

 

Sammen med Randersfolke­ne foretog adelshæren da sværdfegerens våben var fordelt og alt var gunstigt et dristigt og massivt udfald for at bryde belejringen. I et slag på det nuværende Skovbakken, dengang uden træer, blev Skipper Clements styrke besejret, splittet og jaget på flugt. Den nåede ind i Ålborg, hvor den kunne afvente adelspartiets anden styrke, som under Johan Rantzaus ledelse var i hurtig anmarch gennem det vestlige Jylland over Viborg.

 

Kort efter ankomsten lod Rantzau Aalborg storme. Byen blev af Rantzau givet fri til voldtægt, drab og plyndring. I løbet af natten blev så godt som alle, bondekrigerne og indbyggerne, dræbt i byens huse og gader. Skipper Clement blev fanget og senere henrettet.

 

Sådan blev Randers med eller imod købmændenes gode vilje placeret på den fordelagtige side i borgerkrigen og i reformationsopgøret, på den sejrende feudale reaktions og den sejrende evangeliske læres side.

 

På museet opbevares et brev, som er skrevet den 3. november 1534. Det er stilet til borgmestrene, byrådet og det øvrige borgerskab i Randers, og det er skrevet af hertug Christian af Gottorp, som tre måneder forinden var blevet valgt til konge af den jyske og den fynske adel, og som på det tidspunkt med sine tropper omsider belejrede Lübeck.

 

Det er klart, at Christian må have modtaget meldingen om sejren i Randers med jubel. Brevet er skrevet på papir og skrevet i stor hast. Det er skrevet ’ilende’, står der. Da kongens kancellist læste brevet igennem til sidst, må han have opdaget, at han havde glemt tre ord. Dem måtte han så skrive til i marginen og forsyne med det rettetegn, som bruges ved korrekturlæsning den dag i dag. Selv om det var et hastigt lavet brev, så var det vigtigt. Det gjaldt om at vinde byens borgerskab ved løfter om økonomi­ske og politiske fordele. Først og fremmest at få dem til at huse de mange landsknægte inden for byens mure, måske i ad­skil­li­ge måneder.

 

Til gengæld lovede Christian at komme til Randers, så hurtigt Gud ville. Han skulle så nok betale for den del af ophol­det, som tropperne ikke allerede havde udredt. Det lovede han.

 

Der var imidlertid også noget andet: ‘… Vi har forstået, at vore søfolk og landsknægte stadigvæk opholder sig i jeres by. Vi beder jer kærligt ikke tage jer besværet fortrydeligt op, men endnu nogen tid frem til pinse tage jer af deres underhold…’ skriver han. Det har ikke været helt billigt at føde på dem en vinter lang.

 

Brevet blev foldet sammen med det samme, så det kunne være i en rytters lomme, og udenpå skrev kancellisten: Til vore elskede, kære og tro undersåtter, borgmester, råd­mænd og menige borgere i vor købstad Randers. Det var adres­sen. Ordet elske­de fyldte lidt meget, tror jeg. Så det for­korte­de han.

 

Det følgende år kom Christian som ny konge, den 3., med sit følge gennem Randers på vej til hyldningen i Viborg. Mange ting af vigtighed kan være aftalt ved den lejlighed. Snart begyndte de store byggerier, Dronningborg Slot, møllen, kanalen fra Nørreå, den ny befæstning, som der aldrig bliver brug for. På værtshu­sene og i boderne har man kommenteret det anderledes end på rådhuset. At mange har slikket sårene og anet den kommende reaktion er åbenlyst.

 

Der er en række nutidige problemstillinger i en historie som denne. Også dengang har der været svære overvejelser for den enkelte, når han skulle vælge i den tilspidsede situation. Hvem holder jeg med ideelt, fornuftigvis, angstfyldt, af hensyn til min overbevisning, af hensyn til min families sikkerhed? Det har været et kaotisk møde for randrusianeren også med denne politiske verdens sammenvævning af uoverskuelige netværk af personlige, ideologiske, religiøse og økonomiske interesser og magtkampe. Det vi senere har kaldt klassemodsætninger, er det noget, som har kunnet opleves af den enkelte? Erkendte køb­mændene sig som progressive, herremændene sig som reaktionære? Ja, Ove Bille gjorde da det sidste. Hans brev til Randers argumenterer da konservativt: lad os ikke kaste så mange århundreders visdom bort. Men var det sådan, at katolikkerne stod for det onde bagstræb og lutheranerne for det gode frem­skridt? Er det en enkel historie?

 

Den 20. marts 1535 indfriede Christian 3. sit løfte til Ran­ders om at komme til byen. På vej til hyldningen i Viborg havde han en travl dag i Randers, hvor han sammen med hvad, der kunne krybe og gå af gamle og nye pinger holdt retterting og blandt andet fastlagde, hvordan Randers sådan rent fysisk skulle indrettes i fremtiden. Han afsagde også den endelige dom i Anne Jacobs sag. Hun vandt al sin ejendom tilbage fra Helligåndsklo­steret.

 

Den 20. marts 1535 indfriede Christian den Tredje sit løfte til Ran­ders om at komme til byen. På vej til hyldningen i Viborg havde han en travl dag i Randers, hvor han sammen med de nye magthavere holdt retterting. Han afsagde blandt andre den endelige dom i Anne Jacobs sag. Hun vandt al sin ejendom tilbage fra Hellig­åndsklo­steret.

 

Det var en dom, som markerede de nye tider. Kirken havde mistet sin magt. Og i Randers var det borgerskabet, som i samarbejde med den nye adelsregering tog fat på at omdanne byen til en tidssvarende handelsby og en kongelig fæstning. Gråbrød­reklo­steret blev bygget om til kon­geslot og fik navnet Dron­ningborg, og klosterkirken blev slotskirke. Be­fæstningen for­stærkedes, og forstæderne omkring Laurentii Kirke blev tvangs­ned­lagt. For at skaffe vand til en endnu dybere voldgrav nord om byen blev Nørreåen stemmet op ved Fladbro, og dens vand ledt ind gennem en kanal i Hornbæk enge til kongens nye vandmølle og til voldgraven. Sådan, militært forseglet og intel­lektu­elt afklaret kunne byen slutte sin middelalder.